Læserbrev i Stiftstidende om udvikling af by og forretningsliv, 18/12-2016

Læserbrev – som svar på indlæg fra borgmesterkandidat Vibeke Ejlertsen fra socialdemokratiet, 16/12 i Stiften

Rødt eller blåt ? – nej – grønt !

Fordrageligheden i det politiske landskab på Østfyn er så stor, at socialdemokraten Vibeke Ejlertsen i et læserbrev d. 16/12 følte sig draget til at annoncere, hvad forskellen er på Venstre og Socialdemokratiet.

Et enkelt punkt skal Vibeke have ros for, af den konservative vælgerforening.

Vi ønsker heller ikke, at der kommer detailforretninger i eller omkring det tidl. Lynfrosten. Vi er helt enige i, at det vil føre til fare for det eksisterende handelsliv i bykernen – en bykerne og et handelsliv vi skal værne om. Og et handelsliv der i øvrigt skal gøre sig umage – både for at fastholde kunder, bakke op om aktiviteter og disponere i tråd med planerne om at få bykernen på UNESCO– listen. Fra konservativ side er vi derfor rigtigt ærgelige over, at Venstre gennemtrumfede tilladelse til den nye Rema 1000 på Enghavevej. Alt for tæt på kanalen og stik imod Museets anbefaling. Tilladelsen harmonerer ikke med strategien om at komme på UNESCO-listen. Men beslutningen bunder formentligt i Venstres ønske om, at detailbranchen skal ”brede sig” ud mod Lynfrosten og motorvejen ?

Det vil være dejligt at få aktiviteter på den tidligere Lynfrost – kønt er det i hvert fald ikke -og den konservative vælgerforening har tidligere på året foreslået flere temaer i avisens spalter. Er mulighederne undersøgt til bunds for hvad området kunne bruges til? Hvad med alle de mange bilister som kører tæt forbi på motorvejen, hvorledes kunne de ”tiltrækkes” til området? Hvis ejeren af bygningerne kun kan finde investorer hvor der bliver tale om detailforretninger, så bør lejemålene have så store arealer, at der kommer andre brancher end dem, vi har i bymidten. Derved får vi både nye aktiviteter på et grimt areal – og spænder ikke ben for at bymidten kan udvikle sig.

Så kære Vibeke Ejlertsen : Blå er ikke nogen dårlig farve – men Venstre trænger til et stænk grøn, konservativ, farve – også i lokalpolitik. Men lige på ovennævnte punkt er lidt rødt også i orden !

Med venlig hilsen

Michael Møller

Næstformand i Den konservative Vælgerforening