Handicappolitik

Alle mennesker fortjener et godt liv – Også de borgere der er født med, eller har fået, et handicap. Selvom man ikke er som folk er flest, skal man også kunne leve et godt liv. 

Det Konservative Folkeparti mener at vi skal have ryddet op på social- og handicapområdet i Nyborg Kommune. Vi skal sikre at pengene ikke bliver spildt, og at de borgere der ikke altid har det så nemt, også får et godt liv. Et liv med oplevelser og en følelse af stolthed og nytte. 

Pengene skal bruges på borgerne

Når vi i det kommunale forvalter borgernes skattekroner, skal det gøres omhyggeligt og klogt. Nyborg Kommune skal ikke bruge store mængder penge på bureaukrati og papirarbejde, men på borgerne.

Det Konservative Folkeparti mener at vi skal undersøge hvor mange penge der bliver brugt til at gøre borgernes liv bedre, og hvor mange der bruges på processer. Når vi ved det, kan vi tage en beslutning om der skal flere penge til social- og handicapområdet, eller om strukturelle reformer ville kunne skabe flere penge som kunne bruges på borgerne.

Flere oplevelser til mennesker med handicap

Et liv som handicappet er ikke altid sjovt. Hvis man fejler nogle voldsomme ting, er oplevelser ikke altid det man får mest af.
Vi mener at borgere med handicap skal få mulighed for at få flere oplevelser i deres liv. Der skal være tid til at tage med borgeren en tur til Julemarkedet i Nyborg eller se et teaterstykke. Det er nogle oplevelser der kan være med til at gøre livet for vores handicappede medborgere lidt sjovere, og give dem oplevelser som de ikke normalt har mulighed for at få.

Gode vilkår for medarbejdere

Det er ikke altid verdens nemmeste opgave at levere service til borgere med handicap. Det er derfor vigtigt for Det Konservative Folkeparti at personalet der hver eneste dag gør en forskel for nogle af de mennesker der har det rigtig svært, skal have de bedste vilkår som overhovedet muligt.

I samarbejde med medarbejdere på handicapområdet, vil vi udvikle tiltag der skal gøre deres arbejdsdag så god som muligt, samtidig med at serviceniveauet ikke falder.