Erhvervspolitik

Det er erhvervslivet vi lever af. Et aktivt og velfungerende erhvervsliv gør hele Danmark rigere – også Nyborg. Vi mener i Det Konservative Folkeparti, at det skal være attraktivt at etablere og drive virksomhed i Nyborg Kommune. Vi vil arbejde for at erhvervslivet i Nyborg Kommune får de bedste rammer for at kunne skabe vækst og arbejdspladser. Det er virksomheder i vækst, der gør det muligt at levere den velfærd vi kender. Lad os sammen skabe de bedste rammer for vores virksomheder, så der forhåbentligt kommer flere til. 

Det er vores ambition at Nyborg Kommune skal være den mest erhvervsvenlige og dynamiske kommune på Fyn!

Vi skal forkæle det lokale erhvervsliv !

En erhvervsvenlig kommune leverer en stærk servicekultur, hvor kommunens medarbejdere leverer en hurtig og smidig betjening

Om nødvendigt kan vi styrke afd. “Erhverv og Vækst” hvis dedikerede medarbejdere har fingeren på pulsen og tager erhvervsviksomheder og iværksættere i hånden og fører dem ind i “det offentlige system”, hvis de er usikre på indgangsvinkel og procedure. Denne afdeling bør profileres i langt højere grad end den bliver nu.

Miljø- og teknikforvaltningen skal top-tunes og tilføres de nødvendige ressourcer, kompetencer og indstillinger for at kunne yde hurtig, serviceminded og løsningsorienteret betjening af virksomheder og borgere. Om det er flere medarbejdere eller højere kompetencer kan vi ikke udtale os om, men det vil koste, når vi fra konservativ side vil have Nyborg kommune frem i forreste række.

Iværksætteri

Nye virksomheder skal trygt kunne starte op i Nyborg Kommune. Det Konservative Folkeparti vil styrke “Erhverv og Vækst”s arbejde med nystartede virksomheder, så vi er sikre på at alle iværksættere får den hjælp de har brug for.

Det Konservative Folkeparti mener at det er vigtigt at vi i Nyborg Kommune har et godt iværksættermiljø, der er med til at skabe vækst, arbejdspladser, innovation og en stærk økonomi.

Innovations- og teknologivirksomheder

Den teknologiske udvikling har bragt en masse nye muligheder for vækst. Nyborg Kommune har alle muligheder for at være en foregangskommune på den teknologiske erhvervsfront. Vi vil sætte Nyborg Kommune på det teknologiske landkort, og skabe gode rammer for alle typer virksomhed, også dem i teknologi- og innovationssektoren.

Det Konservative Folkeparti vil målrette en indsats for at få flere virksomheder til Nyborg Kommune som arbejde med nye teknologier og fremtidens grønne teknologier.