Det kommunale og private er ikke modsætninger

Læserbrev i Fyens Stiftstidende:
Thomas Krum, Ørbæk, byrådskandidat for De Konservative

Følgende læserbrev er et svar på Lone Smidts (S) læserbrev fra den 28/04.

Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet ikke er enige om alt – Dog er vi enige om, at vores børn skal have den bedste pleje og omsorg.

Som konservativ mener jeg ikke, at de kommunale og de private børnepasningsmuligheder er modsætninger – men de kan være med til at supplere hinanden.

For nogle familier er de private pasningsordninger eller børnehaver det, der passer bedst ind i deres hverdag. Det er forældrene selv der skal beslutte, hvordan deres barns pasning skal foregå. Når det kommer til børnepasning, så er børnene ligeglade med om deres pædagoger er ansat i en privat eller en kommunal børnehave. Børnene vil bare gerne have omsorg, leg og gode venner.

Det kan de som bekendt både få i en kommunal og i en privat børnehave. Børnene har ingen ideologiske ønsker til hvordan deres pædagoger skal være ansat. Mit standpunkt som politiker går på, at vi i Nyborg Kommune arbejder for at styrke al børnepasning, så alle børn kan mærke et løft. Det betyder både at styrke de kommunale børnehaver, så der kan komme flere dygtige medarbejdere, men også bedre mulighed for at drive, og bruge, private pasningsmuligheder.

Vi skal levere børnepasning i verdensklasse – Men vi skal ikke låse os fast på én måde at gøre det på.

  1. Maj 2021