Nyborgs budget 2025-28 – hvorfor gik vi med i budgetaftalen ?

Nyborgs Budget 2025-2028: En Fremtid hvor vi sigter imod Vækst og Nye Arbejdspladser

I Det Konservative Folkeparti har vi valgt at tage ansvar for Nyborgs fremtid. Vi blev ved forhandlingsbordet, så vi kunne få indflydelse på budgettet og arbejde for, at vi styrker kommunen og skaber nye muligheder for både nuværende borgere og fremtidige tilflyttere.

Vi stod overfor en udfordring med at finde 83 millioner kroner – en nødvendig indsats for at rette op på det specialiserede socialområde efter flere års forsømmelse. Sammen med Venstre og løsgængeren Rameesh Sambanter fik vi dog besparelserne ned på 71 millioner kroner ved at køre kommunens likviditet i bund og udskyde nogle anlægsprojekter.

HVAD HAR VI OPNÅET ?
På trods af besparelserne har vi foretaget tiltag, der skaber vækst og gør Nyborg attraktiv for både børnefamilier og pensionister:

*Bevarelse af landsbyskolerne i Frørup og Aunslev, så der er gode skoletilbud tæt på lokalmiljøet – vigtigt for bosætning.
*Flere lærere på de store skoler, som sikrer god kvalitet i undervisningen.
*Symbolske stigninger i SFO-priser, så vi stadig er konkurrencedygtige i forhold til nabokommunerne.
*Gratis bybusser for børn og unge, et ønske fra Ungebyrådet, som gør transport billigere og nemmere for familier.

Vi har også prioriteret erhvervslivet:
*fokus på udstykning af byggegrunde, for at tiltrække flere tilflyttere og dermed flere arbejdspladser og skatteindtægter.
* Vi arbejder målrettet på at styrke rammerne for erhvervslivet, så vi kan tiltrække nye virksomheder og skabe vækst og arbejdspladser.

HVORDAN PÅVIRKER DET DIG ?

For pensionister betyder det, at vi har sat penge af til at dække det stigende plejebehov, så vores ældre medborgere får den omsorg og pleje, de har behov for. Vi har desuden en reserve på 10 millioner kroner, så vi kan håndtere uforudsete udgifter i budgetperioden.

Og for børnefamilierne ?
Med fokus på bosætning, attraktive dagtilbud og gode transportmuligheder skaber vi de bedste rammer for jer og jeres børn.

Vi har truffet svære valg, men med tanke på Nyborgs fremtid. Vi tror på, at denne budgetaftale vil få flere til at vælge Nyborg som deres hjem og skabe nye arbejdspladser.