Bevægelse på dagsordenen
Tjalfe Nørregaard Schmidt, Nyborg, byrådskandidat (C)
En af de ting, coronakrisen har lært os, er, at vi skal gøre meget mere for at forebygge sygdom. Jeg ved godt, at vi ikke kunne have forhindret corona ved at dyrke mere motion, men der er altså mange andre sygdomme, vi kan forebygge. Hjerte-karsygdomme, sukkersyge og forhøjet blodtryk er blot et par af de sygdomme, vi kan nedsætte risikoen for ved regelmæssig motion. Det er derfor vigtigt for mig som byrådskandidat at øge kommunens indsats for at gøre det nemt og attraktivt at dyrke motion i Nyborg Kommune. Dette indebærer blandt andet flere udendørs træningsanlæg i vores flotte natur, tydelige løberuter, motionskampagner og mere fokus på bevægelse i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.
Et af de steder, hvor der allerede er gjort et fantastisk stykke arbejde på dette område, er ved det lærerige aktivitetsanlæg ved HF-VUC i Nyborg. Det er et fantastisk anlæg, som giver mulighed for at inddrage bevægelse i undervisningen og styrke de faglige kompetencer, mens der dyrkes motion. Fra mig skal der lyde stor ros til alle involverede parter. Det er flere faciliteter og initiativer som dette, der er brug for, når vi taler om motion og bevægelse.
13. april 2021