Brugervenlighed i centrum
læserbrev i Fyens Stiftstidende 26. juli 2021 af byrådskandidat Anne Conradsen
BRUGERVENLIGHED I CENTRUM
Læserdebat: Tirsdag morgen skulle jeg og en veninde i Nyborg Svømmehal. Det kunne ikke lade sig gøre, da åbningstiderne var ændret til klokken 10-15.30.
I år har svømmehallen besluttet at holde åbent hen over sommeren. Det giver god mening i betragtning af nedlukningen pga. corona.
Svømmehallen må have mistet en del indtægter i den periode og en oplagt mulighed for at tjene dem ind igen ville være at holde længere åbent. Hvad med at have åbent, så dem der arbejder fra klokken 8-17 også kan bruge hallen?
Om sommeren lukker turistinformationen dog klokken 16 og lørdag allerede klokken 14, mens der om søndagen er lukket!
Det giver god mening med en lukkedag, men da ikke der, hvor man må forvente, at der er brug for det, man leverer. Hvis Nyborg skal udvikle en turistprofil, så bør turistkontoret holde åbent, når kunderne er der.
I det hele taget kunne man se på borgeren med servicebriller. Vi har flotte åbningstider på Nyborg bibliotek sammenlignet med turistinformationen og svømmehallen, men jeg undres over, at man ikke som mange andre steder i landet bruger selvbetjening.
Det findes faktisk i kommunen, men i Ullerslev og Ørbæk.
Hvorfor skal de læselystne i Nyborg by ikke også have denne mulighed? Da vi skal lukke os ind på biblioteket med vores sundhedskort, ved man jo præcist, hvem der har været der.
Der er oplagte muligheder for at levere en bedre service til dem, der arbejder og bor i byen og til byens turister. Det bør være normen, at kommunen er til for borgeren.