DERFOR SKAL EJENDOMMEN “SØLYST” IKKE NEDRIVES

Foto : Ejernes tanker om bebyggelsen der skal erstatte Sølyst

 

Lad det være sagt med det samme : Det Konservative Folkeparti er ikke modstander af udvikling – og vi har et stort ønske om flere tilflyttere til Nyborg kommune.

Men når vi 10/6 har stemt imod at ændre lokalplanen, så det muliggør projektet om nedrivning af Sølyst og opførelse af 70 lejligheder i op til 7 etager, så er er det af 4 gode grunde :

1) Der er en grund til, at Sølyst – opført i 1826 – er kategoriseret som bevaringsværdig og at der er tinglyst et forbud mod nedrivning. Bygningen er en markant del af byens og kvarterets historie og noget af de første, sejlende gæster får øje på.

2) Kvarteret – og indfaldsvejen til byen både fra land og vand – vil fuldstændigt ændre karakter med det ønskede byggeprojekt. Dels fordi byggestil ikke passer med noget som helst i byen, dels fordi byggeri i 7 etager i vandkanten vil være voldsomt dominerende. Særligt for beboerne i denne del af byen.

3) Kommunens ambition om at bymidten kommer på UNESCOS verdensarvsliste vil utivivlsomt blive vingeskudt. Byggeriet med op til 25 m højde vil blive voldsomt i forhold til den historiske “skyline” med kirketårn og det forhøjede tårn på slottet.

4) Med åbning af sundhedshuset, boxbutikkerne på Lynfrosten, etablering af 50 lejligheder i Bryggergården og den ønskede opførelse af 70 lejligheder på Sølystgrunden, kan man godt blive i tvivl om, hvordan trafikken i kvarteret kan afvikles.

Det er fuldt forståeligt, at ejeren er frustreret over at den tidligere lejer ikke har passet på bygningen. Det er også forståeligt at man vånder sig over, at ofre penge på en renovering, som ikke kan betale sig.

Men det er vilkår og risiko, når man som professionel investerer i en ejendom fra 1826.