Et godt erhvervsklima er essentielt for vores kommune
Dansk Industri offentliggjorde forleden sine karakterer til landets kommuner i kategorien ”Erhvervsvenlighed” .
Det er ikke nødvendigvis den skinbarlige sandhed, men fra konservativ side læser vi altid undersøgelsen med stor interesse. I årets undersøgelse er det 44 virksomheder i Nyborg kommune, der har viderebragt deres indtryk og erfaringer.
Det ser ikke godt ud.
Nyborg er faldet 21 pladser til nr. 58 blandt Danmarks 98 kommuner.
Særligt iøjnefaldende er bundkaraktererne indenfor sagsbehandlingstider, erhvervsarealer og områder, dialog med embedsmændene, samarbejde med jobcenteret, det er kun cirka halvdelen, der vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i Nyborg.
Bedre ser det ud indenfor gebyrer og dækningsafgift, som vi har afskaffet, dialog med politikerne, udbudsproces for private leverandører og mobil- og bredbåndsdækning.
I Det Konservative Folkeparti har vi den ambition, at Nyborg bliver den mest erhvervsvenlige kommune på Fyn. Det er helt afgørende med et stærkt erhvervsliv, når vi vil vækste og tiltrække flere arbejdspladser og tilflyttere. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer dertil ?
Der er afsat penge til vikarer for at nedbringe de urimeligt lange sagsbehandlingstider. I budgettet for 2023 er der også afsat penge til opkøb af flere erhvervsarealer, end de nuværende og ikke særligt optimale.
Dialog og samarbejde har imidlertid ikke noget med penge at gøre. Det er noget med at tænke service- og løsningsorienteret.
Der er tiltrådt en ny direktør i Miljø- og Teknikforvaltningen, der ser på tingene med friske og brugervenlige øjne og en mindre organisationsændring er på tegnebrættet. Der er bl.a. etableret en ”erhvervssupport”, der svarer inden for 24 timer. Den ledige stilling som erhvervschef forventes også at blive besat i løbet af efteråret.
Fra konservative side har vi et stærkt ønske om, at serviceafdelingen Erhverv- og Vækst får mere indflydelse i organisationen. Samtidig har vi fået planlagt, at politikerne i Erhvervs- og Udviklingsudvalget kommer på ”inspirations-tur” til Dansk Industris kæledægge: Ikast-Brande Kommune.
Så vi arbejder målrettet på at forbedre kommunens erhvervsvenlighed. Med Nyborgs beliggenhed har vi alle muligheder for, at det lykkes.
Michael Gertsen, Viceborgmester, Det Konservative Folkeparti
Link: https://fyens.dk/artikel/debat-et-godt-erhvervsklima-er-essentielt-for-vores-kommune