Fortum fortjener en særordning
Læserbrev af: Michael Gertsen (viceborgmester), Oscar Ibsen (lokalformand i Nyborg) og Michael Nielsen (Regionsmedlem), Konservative
Aalborg Portland har fået en rabat – hvorfor ved ingen – men Fortum har ikke? Ifølge os er Danmarks eneste anlæg for rensning af farligt og kemisk affald noget vigtigere end én cementproducent.
Den konservative vælgerforening i Nyborg og vores regionsrådsmedlem mener, at Fortum burde have en rabatordning på CO2-beskatningen i stil med Aalborg Portland. Ikke fordi, at det er en stor virksomhed i Nyborg – men fordi, at det er det eneste sted i Danmark, vi kan rense farligt affald, de sikrer størstedelen af fjernvarmen i Nyborg Kommune, og at der testes nye store klimateknologier.
Fortum har sat gang i et stort projekt med ”Carbon Capture”, som skal fange CO2 fra udledningen. Det er en teknologi, der prøves mange steder, men det er ikke testet på et anlæg med kraftigt varierende sammensætninger af dampe. Det er Fortum, der i Europa er med til at sikre at denne teknologi bliver testet og justeret til at kunne fungere med varierende sammensætninger af dampe.
I den konservative vælgerforening i Nyborg kommune mener vi, at vigtige miljøvirksomheder, der renser farligt affald, laver fjernvarme og tester nye klima-teknologier, er værd at holde hånden under!
Link til artiklen: https://fyens.dk/nyborg/k-fortum-fortjener-en-saerordning