Nu skal der plantes træer !
læserbrev i Fyens Stiftstidende 8. januar 2021 af byrådskandidat Thomas Rydahl
Nu skal der plantes træer i Nyborg Kommune, må man forstå. De 250 hektar skov, som et enigt byråd fik skrevet ind i budgetaftalen fra 2019, skal plantes nu – i valgåret 2021.
Venstre og Dansk Folkeparti stak af med ”nyheden”, men Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne vil naturligvis også gerne have en bid af kagen. Det er skov, det er grønt, det er godt. Der bliver nok rift om spaderne, når der skal tages billeder af træplantning til foråret eller efteråret – lige op til valget.
Det Konservative Folkeparti har naturligvis intet imod, at Nyborg Kommune, endelig, får mere skov. Tværtimod. Det Konservative Folkeparti ønsker blot, at Nyborg Kommunes klimapolitik bliver endnu mere ambitiøs.
For eksempel skal Nyborg Kommune, som langt de fleste kommuner i Danmark, også påbegynde at udskifte kommunale biler til el-biler. Indtil nu er ideen blevet skudt ned med tvivlsomme argumenter. Kommunale el-biler er imidlertid en del af Klimaaftalen, som er vedtaget af de fleste partier i Folketinget. Så vi kan lige så godt se at komme i gang.
Kommunale el-biler og -busser kan lade sig gøre i rigtig mange andre kommuner, så selvfølgelig kan det også lade sig gøre i Nyborg Kommune. Men det kræver politisk vilje og samarbejde – det har vi i Det Konservative Folkeparti.