Torvedage på det nye torv ?
læserbrev fra spidskandidat Michael Gertsen. Fyens Stiftstidende 4/12-2020 :
Tillykke til os alle sammen med det flotte nye torv i Nyborg !
Som tidligere Svendborgenser har jeg i mange år haft glæde af torvedagene i Svendborg. På lørdage – særligt i sommerhalvåret – tiltrækker torvedagene bogstaveligt talt tusindevis af handlende. Masser af liv, god stemning og ofte musikalsk underholdning. Er det en idé at indføre det i Nyborg?
Jeg er opmærksom på, at hvis man for eksempel har en grøntsagsforretning i centrum, synes man måske ikke om, at der kommer sælgere ind udefra og faldbyder deres grøntsager på torvet. Men sælgerne skal jo betale for standpladsen. Man kunne for eksempel differentiere prisen, så dem der har forretning i centrum kunne få en standplads til symbolsk pris, sælgere fra resten af kommunen til højere pris og sælgere udenfor kommunen til højeste pris.
En ikke-videnskabelig undersøgelse blandt forretningsdrivende i Svendborg, giver udtryk for, at torvedagene overordnet set er et stort plus for forretningslivet i centrum.
Som jeg ser det, er det vigtigt, vi får trukket så mange mennesker som muligt til Nyborgs centrum. Det er liv, atmosfære og gode oplevelser der får forbrugerne til at komme. Så er det de eksisterende forretningers opgave at få kunderne ind i butikkerne.
Ideen er hermed videregivet til kommune og handelsstandsforening ud fra ønsket om, at byens forretninger får nye muligheder for at vækste.
Venlig hilsen
Michael Gertsen
Torvedag i Nyborg i gamle dage.