Det Konservative Folkeparti i Nyborg er uenige i den lokalplan der blev vedtaget for en af de mest giftige grunde i Danmark : Grunden med det tidl. Nyborg Lynfrost.
Vi var på banen allerede i 2017 med indtil flere kreative forslag om, hvad området ellers kunne anvendes til. Vi vil arbejde målrettet for, at der ikke tillades butikker i konkurrence med det eksisterende forretningsliv i bymidten. Fra konservativ side vil vi værne om det bestående forretningsliv. Vi vil naturligvis også tiltrække nye virksomheder til kommunen.
Vi mener det er dybt problematisk, at den kontroversielle lokalplanen blev godkendt med det snævrest mulige flertal, uden hensyn til at sikre en bæredygtig, miljømæssigt forsvarlig løsning. Vi ønsker at sætte projektet på pause og undersøge hvordan det kan blive muligt at få oprenset grunden inden man begynder at bebygge, selvom vi godt ved at det bliver en yderst kompleks opgave.
Der er ingen nemme løsninger på spørgsmålet om oprensning. Bl.a. fordi ingen – hverken ejer, kommune eller region – har hverken ansvar eller pligt til at rense grunden op. Men sund fornuft og ordentlighed burde have været en ledetråd i byrådets udformning af lokalplanen.
Man kunne indledningsvis have lavet en aftale med ejeren af grunden, om at få vurderet pris og metode for oprensning. Både kommune og grundejer ville have haft en klar interesse i at vide hvad vi taler om beløbsmæssigt. Regningen for at få et budget på oprensningen ville formentligt have været overkommelig, og kunne deles parterne imellem.
Det vil utvivlsomt koste mange penge at få renset grunden op. Men hver dag bliver man klogere på forureningsbekæmpelse og selv om området ikke er kønt at se på, så haster det ikke med at få lagt låg/bygninger oven på forureningen. På den måde efterlades regningen til de kommende generationer.
Så omfattende forureninger bør efter vores mening kræve statslig finansiering af oprensningen.
Miljøloven, som den står i dag, lever ikke op til de hensigter der ligger bag den. Det er i dag muligt at bygge erhverv ovenpå giftgrunde som er for giftige til at børn kan opholde sig der i længere perioder. Miljøloven skal sikre at vi ikke bare vender det blinde øje til store forureninger og miljøproblemer, og det gør den ikke i dag.
Vi har her i Nyborgs konservative vælgerforening etableret dialog med vores miljøordfører i folketinget, Egil Hulgaard og det fynske folketingsmedlem, Mai Mercado, om en ændring af miljøloven. Det er en konservativ mærkesag at miljøet tages alvorligt, og at forløb som Lynfrost-sagen ikke kan gentage sig!
Den vedtagne lokalplan giver rammer til opførelse af såkaldte box-butikker på grunden, nogle helt ned til 750 kvm.. Fra konservativ side er vi ikke overbevidste om, at den type butikker der vil finde det attraktivt at leje sig ind dér, er nogle der vil styrke byens forretningsliv. Vi tror blot det vil flytte kunder fra centrum – ikke trække nye kunder til Østfyn.
En oprenset grund ville være en formue værd. Den er placeret perfekt til erhvervslivet. Med direkte adgang til motorvejen og en forholdsvis central pladsering i Nyborg by, er det kun fantasien der sætter grænser.
Der er mange andre typer virksomheder der ville give deres højre arm for at få lov til have adresse på en ren lynfrost grund. Eksempler på dette kunne være virksomheder arbejder med robotter, innovation, grønne teknologier, kemi, transport, IT, banker og kommunikation.