Konservative om budget 2021 : Lagkagen skal gøres større !
Lagkagen skal gøres større !
Det er jo ikke ligegyldigt hvordan byrådet administrerer 2,3 mia. kr. af borgernes penge, selv om det meste er lovbestemt.
Heldigvis har det nuværende byråd ført en forsigtig økonomisk politik, så det nu – op til valget- er mulighed for at ”dele gaver ud” til vælgerne
På den konservative ønskeseddel står der bl.a. :
- Flere timer til hjemmeplejen
- Etablering af flere cykelstier – bl.a. fra Ellested til Ørbæk og Svindinge til Ørbæk. Både af hensyn til trafiksikkerheden og turisterne
- Bedre vedligehold af kommunale veje, bede og fællesarealer – navnlig i kommunens landsbyer, som er blevet forsømt de seneste 3 år. Først nu – hvor vi fra konservativ side retter fokus på det – kommer det rigtigt på dagsordenen.
- Opprioritering af grøn omstilling
Socialdemokratiet og SF har fremlagt en lang række ønsker, som man overordnet set kun kan have sympati for. Men finansieringen i niveauet 60 mill. kr. ser ud til at skulle tages af det driftsoverskud, kommunen forsigtigt har budgetteret med.
Fra konservativ side er vi enige med borgmesteren i, at den ”reserve” der opbygges via et driftsoverskud ikke må sættes over styr. Men omvendt har vi modtaget adskillige henvendelser om, at kommunens ydelser på flere områder ikke lever op til borgernes forventninger.
Vores primære ønske til byrådet er derfor :
Del ikke hele lagkagen ud, men sørg for at den bliver større, så der på langt sigt både kan forbedres service og nedsættes kommuneskat.
Vi anbefaler derfor, at der øremærkes et væsentligt beløb fra det politiske råderum de næste 4 år, på at styrke service og rådgivning overfor erhvervslivet.
Fra konservativ side har vi en ambition om, at Nyborg skal være den mest attraktive kommune på Fyn at etablere og drive virksomhed i. Det giver mulighed for flere arbejdspladser, flere tilflyttere og dermed større skattegrundlag.
Det kræver flere ressourcer til bl.a. Teknik- og Miljøafdelingen og Erhvervskontoret. Det er også vigtigt ,der er gode muligheder for fleksibel børnepasning i hele kommunen – og at veje, cykelstier, fællesarealer fremstår i fornuftig og indbydende stand – også i hele kommunen.
Med venlig hilsen
Michael Gertsen
konservativ spidskandidat, kommunalvalget 2021